Professionelle urbane landbrug vælger PVC

At PVC er velegnet materiale at anvende i i forbindelse med dyrkning af grøntsager, er der efterhånden mange ildsjæle inden for det urbane landbrug, der har fundet ud af. Et eksempel værd at nævne her kunne være det succesfuldt franske projekt Refarmers.

På en grøn plet i Lyon ligger der et stort drivhus. Men det er ikke et typisk drivhus. Indendørs er der række på række af skinnende hvide PVC-rør, hvori der vokser farverige blomster og friske urter. Drivhuset drives af firmaet Refarmers, der er grundlagt i 2015 af Eric Dargent, en lokal bæredygtighedsaktivist, der har dedikeret sit arbejdsliv til at genopfinde, videreudvikle og udbrede kendskabet til lokal og bæredygtig fødevareproduktion.

Forskningshave og demonstrationsprojekt

Refarmers forfølger deres ambitiøse målsætninger ad to veje. For det første rådgiver de om, hvordan man får mest muligt ud af at dyrke afgrøder lokalt. Til formålet har de blandt andet etableret ’La Petite Ferme du Grand Lyon’, der er en kombination af en forskningshave, et demonstrationsprojekt og et urbant landbrug. Fra den lille gård producerer de blandt andet krydderier og salater til lokale restauranter, hvoraf en kan bryste sig af en Michelin-stjerne. Derudover faciliterer de Upstart University, en online platform, der underviser landmænd in spe i, hvordan man kommer i gang med at dyrke afgrøder lokalt – både hvad angår selve fødevareproduktionen, men også om de forretningsmæssige potentialer ved det urbane landbrug. ”Vores mission er at hjælpe folk med at komme i gang med urbant landbrug og gøre det muligt for dem at leve af det – uanset hvor de bor eller hvor meget plads, de har til rådighed”, forklarer Eric Dargent.

Der dyrkes i PVC

Refarmers har agenturet for et amerikansk dyrkningssystem i Europa. Systemet er bygget op omkring PVC-profiler kombineret med genanvendte PET-flasker og kan stort set anvendes overalt – uanset om man ønsker at dyrke sine afgrøder vertikalt, skal etablere en større, lokal indendørs fødevareproduktion eller dyrke frugt og grøntsager på et tag midt i metropolens bankende hjerte. For at få det optimale ud af det naturlige dagslys er profilerne skinnende hvide, hvilket betyder at  PVC-profilerne selv reflekterer sollyset til de planter, der ikke er placeret i første række. Det gør systemet yderst pladsbesparende og ideelt til at dyrke mange afgrøder på et mindre areal.

Genopfindelse af lokal fødevareproduktion

Refarmers’ mission er lige så klar, som den er meningsfuld: ”Hvis man havde valget, hvem ville så ikke foretrække at spise friske, lokale og bæredygtige fødevarer? Moderne landbrug er baseret på storskala og monokulturelle dyrkningsformer, der samtidig er meget ressourcekrævende. Refarmers handler om at genopfinde lokal fødevareproduktion og producere nærende og friske fødevarer, der hvor folk er. Ved at udnytte ressourcerne på den smarteste måde og med tiden udelukkende anvende lokale og bæredygtige ressourcer, såsom genanvendt bioaffald og vedvarende energi, vil vi forandre produktionen af lokale fødevarer. En ambitiøs mission, som vi arbejder hårdt på at indfri – et skridt ad gangen”, forklarer ildsjælen Eric Dargent.