Cirkulære afgrøder kan gro i PVC-byggeaffald

Grøntsager i det urbane landbrug er både bæredygtige, sunde og kan, alt afhængig af kreativitet, indgå som naturlige ingredienser i en kost med høj kulinarisk kvalitet.

Urbant landbrug er meget fordelagtigt ud fra et økonomisk synspunkt. Og har du først en tomat, en chili eller en agurk har du mulighed for at kick-starte en cyklus fra afgrøde til frø tilbage til afgrøde – så er det ikke blot det genanvendte PVC-byggeaffald, men også de dyrkede afgrøder, der indgår i et cirkulært kredsløb i det urbane landbrug.

Kartoflen er en af de få planter, som et menneske kan overleve på, hvis det ikke kan skaffe sig anden føde. Og til forskel fra mange andre planter er kartoflen yderst nem at dyrke. Kartofler kan gro i en hvilken som helst beholder, blot den er mindst 30 cm bred og dyb og er udstyret med et godt dræn . En stump genbrugt PVC-rør er som skabt til kartoffeldyrkning. Kartofler skal forspire, hvilket kan ske i æggebakker . Når spirerne er blevet et par centimeter lange, lægges fire kartofler i PVC-røret. Røret skal indeholde ca . 20 cm jord, og de spirede kartofler dækkes med 10-20 cm jord . Og så går naturen sin gang: Når planterne er i blomst, er kartoflerne klar til at blive gravet op. Kartoflen kan tilberedes på en lang række forskellige måder og er særdeles langtidsholdbar, blot den opbevares mørkt, tørt og køligt i en sæk, den kan ånde i.